Blockchain: Disruption af Finansbranchen
Blog Article Series
Ifølge Gartner vil de fleste traditionelle finansielle firmaer lukke inden 2030. Flere har lignende holdninger, bl.a. Deloitte, World Economic Forum og IBM. Det undervurderes ofte, hvor store ændringer ny digital teknologi vil medføre. Finansielle ydelser er i stigende grad "vægtløse" og kræver kun få fysiske aktiver at etablere. Det gør den finansielle branche sårbar overfor disruption fra ny digitale teknologi.
Blockchain muliggør store ændringer ved at skabe tillid og muliggøre transaktioner mellem parter, der ikke kender hinanden, uden traditionelle finansielle firmaer som mellemmænd. Blandt de vigtigste finansielle ydelser leveret af banker, er overførsler, opsparing og udlån.

I 2017 blev der gennemført overførsler på $250 billioner på verdensplan. Bankerne tjente over $200 milliarder på dette. Blockchain og "stablecoins" med stabil værdi gør det muligt at gennemføre disse overførsler hurtigere og billigere.

Opsparing er muligt med blockchain punge, som løbende bliver nemmere at anvende. Flere selskaber tilbyder nu også renter på en kryptoopsparing. Alle kan oprette en personlig pung uden godkendelse fra en bank og uden gebyrer.

Udlån kan gennemføres direkte mellem låner og udlåner på blockchain, uden mellemmand og med meget lave gebyrer. Låneren får adgang til gode lånemuligheder på globalt niveau. Transaktioner kan valideres, og både lånere og udlånere identiceres og kredittjekkes.

Blockchain vil fjerne nogle af bankernes indtjeningsmuligheder – men vil også åbne andre muligheder. Blockchain kan anvendes til at optimere interne operationer i bankerne, mellem bankerne, deres samarbejdspartnere og centralbankerne.

Blockchain kan anvendes til at optimere overførsler og fjerne led i processen mellem bankerne, som f.eks. værdipapircentraler. Blockchain kan anvendes til at opsamle detaljer om kunders transaktioner og være en central kilde til information, der kan sikre mere effektive beslutninger vedrørende fx. kredittjek. Smarte kontrakter kan anvendes til at sikre en højere grad af procesautomatisering og generelt medvirke til at øge niveauet af transparens.

Bankernes afregningsproces ved internationale overførsler varer to-tre dage. En international bankoverførsel passerer i dag gennem flere aktører, fra korrespondentbanker til værdipapircentraler. De to kontobalancer skal afstemmes på tværs af det globale finansielle system, sammensat af handlende, fonde, kapitalforvaltere, osv. Denne proces kan optimeres på mange måder med blockchain.

Håndteringen af værdipapirer på blockchain kan blive en stor forretningsmulighed for finansbranchen. Mange forsøger at etablere teknisk og juridisk infrastruktur til dette marked både inden- og udenfor den etablerede finansielle infrastruktur. Og der er masse eksempler på spirende successer:

Et amerikansk firma har udstedt aktier på blockchain. Disse "equity tokens" kan handles globalt af investorer, der forinden er godkendt. Handel vil ske øjeblikkeligt og likviditeten af aktien forventes at stige markant. Den digitale aktie kan programmeres med smarte kontrakter til at sikre overholdelse af lovgivning og ejeraftaler.

Et engelsk firma har i samarbejde med London Børsen udviklet en metode til at repræsentere aktier på blockchain.

Den thailandske stat arbejder på at repræsentere virksomhedsobligationer på blockchain. Handel med obligationer kan så ske øjeblikkeligt i stedet for flere dage. Flere niveauer af finansielle mellemmænd kan fjernes, hvilket vil reducere transaktionsgebyrer væsentligt.

En kinesisk bank har udstedt realkreditobligationer for $1,3 mia. på blockchain. Formålet er at give deltagere i økosystemet øjeblikkelig information, hurtigere og billigere transaktioner.

JP Morgan vil "tokenisere" guldbarrer. Guldbarren bliver mærket elektronisk og kan så spores fra minen til køberen. JP Morgan forventer, at råvarer på blockchain bliver et meget stort marked.

Deutsche Bundesbank og Deutsche Börse har gennemført et succesfuldt projekt med blockchain som infrastruktur for det finansielle marked, samt afvikling af handler med værdipapirer.

Finske banker arbejder på digitalisering af ejendomsregistre på blockchain. Bankerne kunne ikke blive enige om, hvem der skulle styre en centraliseret løsning, så man valgte en decentraliseret model på blockchain. Fem banker deltager og projektet dækker 85 pct. af det finske marked for ejendomslån.

Kronik i Børsen d. 9/1-2019